Waveboarding
Hvad er waveboarding?
Waveboarding er en sjov sport, hvor man fører elementer af surfing over på asfalten. Waveboarding foregår på et waveboard - aka. casterboard eller vigorboard - og det er en god mulighed for at træne surfing udenfor sæsonen.
Waveboarding kan dyrkes af folk i alle aldre, og det er en sjov måde at træne balanceevne og kondition. Det unikke design med to hjul betyder, at du kan lave mange forskellige ting på waveboardet. De kan bruges til at cruise og carve, men de kan også bruges til at lave forskellige tricks.
Hvordan står man på waveboard?
Waveboards kræver en helt anden teknik end skateboards eller longboards, da fødderne ikke skal røre jorden når man står på waveboard. Til at begynde med skal man lære at holde balancen og at stå korrekt på boardet, imens man kun har et enkelt hjul under hvert ben.
Du skaber fremdrift ved at rokke fødderne omkring boardets midterakse. I denne bevægelse skal du enten rokke det bagerste ben eller begge ben frem og tilbage, og på den måde får man waveboardet til at køre fremad. Jo hurtigere du rokker, des hurtigere vil du køre.
Du kan styre boardet med det forreste ben ved at presse waveboardet i den retning, du ønsker. Når du gerne vil stoppe, kan du bare presse dine tæer mod boardets kant, indtil kanten rører jorden, når du er kommet ned i fart.
Du kan finde en video, der demonstrerer, hvordan man står på waveboard i vores guide til waveboards.